Oprettet: 21-03-2019 18:46:50
Google afslørede for nyligt Stadia, deres indtog i spil-streaming-verdenen. Og med streaming mener vi ikke Twitch, men i stedet en tjeneste, hvor du kan streame et spil direkte til din enhed. Og, ja, det bliver bare en "enhed", siden Google lover, at alt der kan køre Chrome-browseren vil være i stand til at spille spil i 4K med 60 FPS via Stadia. Det lyder voldsomt ambitiøst, men hvis der er nogen der har infrastrukturen til det, må det næsten være en teknologi-gigant som Google.
Ideen om streaming af spil er dog ikke ligefrem ny. Du husker måske OnLive, der (så vidt jeg ved) var pionerer, da de lancerede deres egen platform til streaming af spil for 15 år siden. OnLive drejede nøglen om efter flere år, men man må sige, at de var forud for deres tid. Selv nu er markedet for streaming af spil begrænset, med platforme som GeForce Now og Playstation Now, der for nyligt også blev tilgængeligt i Danmark.
Stadia sigter dog endnu bredere, og vil ud over eksisterende multiplatformspil også begynde at udviklere deres egne platformeksklusive spil via det nyligt etablerede Stadia Games and Entertainment.
Tror du, at Stadia har en fremtid eller bliver en døgnflue? Hvad med streaming af spil generelt?